Knækbrød bagt med rismel


Det er flere år siden jeg begyndte at bage knækbrød. Det er nemt. Og jeg bilder mig ind at det er sundt - men i virkeligheden er det mere en snack end egentlig mad. Traditionelt bruges der hvedemel til at holde det hele sammen - men da hvede er som gift for mig, må jeg finde på noget andet. Jeg prøvede også med spelt - det blev godt - men ak, spelt er lige så giftigt som hvede, hvis det ikke fermenteres først. Altså bliver til surdej - og det dur jo ikke med knækbrød.

Men så fik jeg den ide at bruge rismel. (Du kan også bruge boghvedemel)

Og her kommer den enkle opskrift på et velsmagende knækbrød:

Start med at tænde ovnen på 200 grader

1 dl havregryn (Havregryn er i sig selv glutenfri - men kan være forarbejdet hvor andre produkter der indeholder gluten også produceres, så vær obs på det hvis du ikke tåler gluten).
1 dl solsikkekerner
1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner
1 dl hørfrø
1/2 dl blå birkes (kan udelades, evt erstattes af nigellafrø - meget velsmagende også)
1 tsk groft salt
1/2 dl olivenolie
2 - 2 1/2 dl vand
3 dl fuldkornsrismel (eller boghvedemel)
1 tsk bagepulver

Det hele røres grundigt sammen i en skål. Hvis dejen synes at blive for tør og smuldrende, så tilsæt en smule mere vand til at samle den med - og hvis den er for flydende, tilsæt en smule mere rismel.

Klip to stykker bagepapir på størrelse med bagepladen. Læg halvdelen af dejen midt på det ene stykke. Læg det andet over og tryk dejen flad med hænderne indtil du kan tage kagerullen og rulle den så tyndt ud du kan. Fjern det øverste bagepapir. Skær spor i dejen f.eks. med et pizzahjul,  i passende stykker. Flyt papiret med dejen over på en bageplade og sæt det i ovnen på midterste rille.

Bages i ca. 20 minutter i den forvarmede ovn. Det skal være sprødt og let gyldent. Læg de færdigbagte knækbrød til afkøling på et rent viskestykke.

Opbevares i en tætsluttende dåse eller glas.

Kommentarer