Tatar med æggeblomme på rucola


Når IBS'en raser akut, så må måltiderne være enkle og uden for mange ingredienser. Og den bedste kur er faktisk kød - selvom det for tiden er særdeles politisk ukorrekt. Men målet helliger midlet. Kylling er bedst, fisk også og så en smule oksekød - fordi det er lørdag. Og det tager mindre end et kvarter at lave det her måltid.

Ingredienser:

180 gram oksetatar (Irma her i Lyngby har en glimrende og betalbar tatar i slagterdisken)
En håndfuld Rucola
En rå æggeblomme
Feta
Kapers
Salt og Peber
Olie til stegning

Tag en tallerken og læg en god håndfuld Rucola på den som bund for tataren. Skil æggeblommen fra hviden og lad den vente i skallen til du skal bruge den.

Form så tataren til en flad bøf så den fylder ca 12-14 cm i diameter. Drys med salt og peber og steg den lynhurtigt på hver side i lidt oliven- eller rapsolie. Den må gerne være rå indeni. Gennemstegt tatar er ingen fornøjelse. Læg tataren ovenpå Rucolaen på din tallerken.

Drys nu kapers i en cirkel så de kan holde på æggeblommen som du lægger i midten - du kan også lave en lille fordybning i tataren med en ske.

Smuldr noget god feta hen over det hele - dryp evt. lidt olivenolie på Rucolaen udenom tataren.

Og et godt glas rødvin til er altså ikke så ringe endda.




Kommentarer