Svenske pepparkakor - uden hvedemel


 

 

Da jeg var barn i forrige århundrede boede jeg med min familie i Berlin. hvor min far var præst i den danske kirke i 1960erne. Som seksårig skulle jeg til at gå i skole og blev indskrevet i den svenske kirkes lilleskole.

Hvert år i decmber kom der en liflig duft op gennem gulvet til vores klasseværelse hvor alle klassetrinene var samlet i et lokale, fra 1. - 8. klasse. Vi var 10 elever fra forskellige lande. Spanien, Tyskland, Norge, Sverige og altså mig og min storesøster fra Danmark. En dejlig skoletid.

Duften kom fra køkkenet i kælderen. "Tant Bläss", der egentlig var skole- og kirkesekretær, bagte svenske pepparkakor til den årlige basar. Vi unger løb ned i køkkenet i frikvartererne for at se om der var "smuttere" - dvs kager som var blevet en smule brændt i kanten. Dem fik vi unger lov til at spise. Det var de bedste.

Pepparkakor er lidt forskellige fra vores danske brunkager. De er lidt mere faste og hårde i det og meget langt fra de støvede brunkager man kan købe i supermarkedet.

Nu har jeg med chatgpt's hjælp fået en udførlig opskrift som jeg har fulgt nøje og erstattet hvedemel med boghvedemel.

Ingredienser:
150 g smør
200 g sukker - (gerne rørsukker)
1 dl lys eller mørk sirup
1 dl fløde
400 g boghvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk stødt nellike

Kageudstikkere og en kagerulle.

Dag 1:

Smelt smør i en gryde. tilsæt sukker og sirup og rør det godt sammen. Tag gryden af varmen og lad det køle lidt af. 

Rør fløden i den afkølede sukker/smørblanding til du har en helt ensartet let flydende masse.

Sigt boghvedemel, bagepulver og krydderier sammen i en skål. 

Rør de tørre ingredienser i de våde ingredienser lidt efter lidt til dejen er fast og glat. Ælt evt en smule til sidst så dejen hænger helt sammen.

Del dejen i to og pak ind i husholdningsfilm. Stil i køleskab til næste dag. 

Dag 2

Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå lunt en times tid, da den er stenhård.

Forvarm ovnen til 200 grader (180 gr varmluft).

Ælt dejen igennem. Den smuldrer let og skal behandles med omhu.
Rul dejen forsigtigt ud til ca 2 mm tykkelse på et meldrysset bord (altså boghvedemel).  Stik kager ud med en udstiksform eller skær passende stykker med en kniv eller en kagespore. Igen - dejen er skrøbelig og jeg fandt at nogle former ikke kunne holde til at blive flyttet fra bord til plade - derfor blev det kun hjerter denne gang.

Bag kagerne ca 6 minutter, til de er gyldne og gerne lidt mørke i kanten.

Afkøl kagerne på en rist og opbevar dem i en tætsluttende kagedåse/glas

Der kan blive ca 100 kager ud af det.